Vestre Landsret afsagde den 2. marts 2018 dom i en anke af dom fra Retten i Aarhus af 11. april 2017 om manglende bevis for karakter af hændelse og mangel på årsagssammenhæng.
Sagsøger angav, at han den 12. august 2013 blev påkørt af to familiemedlemmer, som var ude at lede efter ham i bil, nær sagsøgers hjem i det vestlige Aarhus. Bilen, som angiveligt påkørte sagsøger, var lejet hos et udlejningsfirma i Tyskland.
Der blev på anmeldelsestidspunktet tilkaldt ambulance, og sagsøger blev indbragt til skadestuen, hvor der dog ikke konstateredes nævneværdige, objektive skader. Sagsøger forklarede om ulykken, at han uforvarende blev påkørt bagfra med 30-40 km/t, hvilket bekræftedes af angivelser i journalmaterialet fra blandt andet skadestuen samt af vidneforklaring fra føreren af bilen. Sagsøgers klager forværredes voldsomt over den efterfølgende tid.
Forsikringsselskabet mente ikke, at det beskrevne traume var i overensstemmelse med de objektive skader på hverken sagsøger eller den implicerede bil, der blev beskrevet uden skader i den tilbageleveringsrapport fra udlejningsfirmaet, som forsikringsselskabet rekvirerede.
Der blev derfor under byretssagen indhentet en erklæring fra DanCrash på forsikringsselskabets begæring, hvor der blandt andet blev stillet spørgsmål vedrørende traumemekanismen, skadesstedet for så vidt angik sigtbarhed, bremselængde, sammenlignelighed med andre traumer, og mulig visualisering af hændelsesforløbet. Som en del af erklæringen tilvirkede DanCrash filmsekvenser – såkaldt MADYMO – som viste traumemekanismen ved en påkørsel, som denne var fremstillet af skadelidte, såvel med 35 km/t, svarende til den påberåbte hastighed på 30-40 km/t, som alternativt ved en påkørsel med en lavere hastighed på 15 km/t.
Retslægerådet erklærede under sagen, at der ikke var journalnotater om objektive skader, som kunne begrunde de subjektive klager. Retslægerådet bemærkede endvidere, at de angivne gener var mere omfattende, end hvad der kunne forventes efter et traume af den beskrevne art. Retslægerådet synes derved at have tolket på DanCrash erklæringen, idet Retslægerådet med angivelsen af et begrænset traume må forventes at have vurderet påkørselshastigheden som væsentlig lavere end det af skadelidte angivne.
Ud over det tidsmæssige sammenfald mellem det angivne uheld og sagsøgers klager, fandt Retslægerådet således ikke holdepunkter for årsagssammenhæng mellem uheldet og sagsøgers gener. Det bemærkes, at Retslægerådet afstod — som vanligt — fra at udtale sig om tekniske analyser, men med henvisning til svarene i erklæringens spørgsmål 9 og 10, kan der fremsættes en formodning om, at særligt den fremsendte MADYMO-film indgik i Rådets vurdering af traumets karakter sammenholdt med de fremsatte geneklager.
Sagsøger blev tilkendt førtidspension under byretssagen, og under sagen skete der forelæggelse for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), med anmodning om afgivelse af alternative udtalelser.
Ved AES’ egen vurdering af årsagssammenhæng blev sagsøgers varige mén vurderet til 20 %, mens sagsøgers erhvervsevnetab som følge af uheldet blev vurderet til 75 %. Ved AES’ alternative vurdering, hvor Retslægerådets vurdering af årsagssammenhæng specifikt skulle lægges til grund, vurderedes sagsøgers varige mén til at være under 5 %, og erhvervsevnetabet til at være under 15 %.
Byrettens fandt, at sagsøger ikke havde ført fornødent bevis for, at han havde været udsat for et traume, som havde en kraft som beskrevet af sagsøger og dennes vidne. Der bestod således en væsentlig usikkerhed omkring selve hændelsen. Byretten valgte med det sagt, at frifinde forsikringsselskabet på baggrund af Retslægerådets erklæring, og AES’ efterfølgende vurdering ud fra denne, grundet manglende årsagssammenhæng.
Vestre Landsret oplistede i begrundelsen for stadfæstelse af byrettens dom en række af sagens oplysninger, og angav så, at appellanten (skadelidte) ikke havde ført bevis for, at han havde været udsat for et færdselsuheld, som forsikringsselskabet var ansvarligt for.
Kommentar
Såvel by- som landsretsdom er i overensstemmelse med gældende praksis, hvorefter skadelidte skal føre det fornødne bevis for et anmeldt uheld, samt for at de angivne gener er forårsaget af det relevante uheld.
Hvor byretten valgte at tillægge Retslægerådets erklæring afgørende vægt ved vurderingen af, om der kunne anses at være fornødent bevis for årsagssammenhæng, fokuserede Vestre Landsret primært på beviset for selve uheldets opståen. Med det manglende bevis for at selve det anmeldte uheld skulle have fundet sted, var det således ikke direkte nødvendigt for landsretten at tage stilling til spørgsmålet om bevis for årsagssammenhæng, idet landsretten dog bemærker, at en række oplysninger om generne på ulykkestidspunktet alene kan anses for at være subjektive gengivelser fra skadelidte.
Byrettens dom følger retspraksis for så vidt angår spørgsmålet om fornøden sikker årsagssammenhæng, jf. bl.a. U2011.128H, hvor Retslægerådet udtrykte væsentlig usikkerhed omkring årsagssammenhæng til trods for, at den skadelidte umiddelbart var rask før det relevante uheld.
Sagen er for forsikringsselskabet ført af advokat Joakim Bondesen for såvel byret som landsret.
Med venlig hilsen / Kind regards
Joakim Bondesen
Advokat (L) / Attorney-at-law
Kennedys
T + 45 3373 7056
F + 45 3373 7001
M+ 45 2293 4800
https://kennedyslaw.com
