Dom i sag om differencekrav

Vestre Landsrets dom i sag BS-35651/2020-VLR

For English, please change the language settings on the top left of the green box.

DOMSKOMMENTAR

Vestre Landsret har den 16. september 2021 afsagt dom i en sag vedrørende forældelse af et differencekrav på erstatning for tab af erhvervsevne. Ved dommen stadfæstede landsretten dom af 19. august 2020 fra Retten i Herning.

Sagen vedrørte en medarbejder på et slagteri, der var udsat for en arbejdsskade den 2. juli 2008.

Der var tale om en faldulykke, og medarbejderen pådrog sig gener i venstre skulder. Hun genoptog dog sit arbejde ca. 6 uger efter ulykken.

I det efterfølgende forløb viste der sig dog store gener fra skulderen, og hun fortsatte med at gå til undersøgelser.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring traf afgørelse den 27. august 2009. Ved afgørelsen blev ulykken anerkendt som dækningsberettiget efter arbejdsskadesikringsloven og der blev tilkendt en godtgørelse for varigt mén på 10 %. Erhvervsevnetabet blev vurderet til mindre end 15 %, da medarbejderen efter sygemeldingen havde genoptaget sit arbejde.

Medarbejderen havde imidlertid fortsat gener i den venstre skulder, og disse blev forværret efter endnu en episode på arbejdet. Den 18. januar 2013 blev medarbejderen opsagt fra slagteriet. Hendes faglige organisation anmodede herefter om genoptagelse af arbejdsskadesagen den 22. januar 2013, og medarbejderen blev efter et afklaringsforløb tilkendt et midlertidigt flexjob ved afgørelse af 26. juni 2013.

Herefter traf Arbejdsmarkedets Erhvervssikring flere afgørelser om anerkendelse af midlertidigt erhvervsevnetab.

Den 19. januar 2018 rettede medarbejderens advokat henvendelse til slagteriet og gjorde gældende, at slagteriet var erstatningsansvarlig efter de almindelige erstat-ningsregler i anledning af faldulykken.

Slagteriet afviste ansvar den 27. juni 2018, og der blev herefter udtaget stævning den 17. oktober 2019.

Under sagen var der enighed om, at eventuelle midlertidige erstatningsposter var forældede, men det blev af medarbejderen gjort gældende, at differencekravet på erstatning for tab af erhvervsevne ikke var forældet. Synspunktet blev særligt støttet på UfR 2017.2583H, hvorefter forældelsesfristen for differencekravet på erstat-ning for tab af erhvervsevne først begynder at løbe fra den endelige afgørelse i arbejdsskadesagen.

Slagteriet gjorde forældelse gældende, principalt på baggrund af retsstillingen efter UfR 2012.3181H, at forældelsesfristen løb fra den første afgørelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring af 27. august 2009, idet denne var endelig for så vidt angik erhvervsevnetabet. Dommen fastslår, at det ikke påvirker begyndelsestidspunktet for forældelsen, at der anmodes om genoptagelse i en arbejdsskadesag. Forældelsen begynder således at løbe fra den første endelige afgørelse vedr. erhvervsevnetabet.

Retten i Herning afsagde dom den 19. august 2020 og havde sat 3 dommere på sagen.

Den anonymiserede dom kan læses her.

Med udgangspunkt i det konkrete forløb fandt byretten, at der ikke forelå omstændigheder, som kunne begrunde, at forældelsesfristen for medarbejderens eventuelle differencekrav skulle beregnes på et senere tidspunkt end 5-årsdagen for den første endelige afgørelse vedrørende erhvervsevnetabet af 27. august 2009. Forældelsen indtrådte dermed den 27. august 2014, hvorfor sagen var forældet, da sagen blev anlagt den 17. oktober 2019.

Sagen blev anket til Vestre Landsret, som afsagde dom den 16. september 2021.

Under landsretssagen blev der gjort de samme anbringender gældende som under byretssagen.

Landsretten konstaterede, at medarbejderen i hvert fald den 22. januar 2013, hvor hun anmodede Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om genoptagelse af spørgsmålet om erhvervsevnetab, var bekendt med sit mulige krav på differencekravserstatning. Forældelsesfristen begyndte derfor senest at løbe fra den 22. januar 2013, hvorfor kravet var forældet, da sagen blev anlagt den 17. oktober 2019. Byrettens dom blev herefter stadfæstet.

Den anonymiserede dom kan læses her.

Kennedys bemærker

Hos Kennedys noterer vi os, at både byret og landsret var enige i, at medarbejderens erstatningskrav var forældet. Det er imidlertid påfaldende, at præmisserne for frifindelsen af slagteriet er forskellige.

I byrettens dom tages der udgangspunkt i den gældende retspraksis, og det bemærkes, at det konkrete forløb ikke udgør særlige omstændigheder, som kan begrunde et senere begyndelsestidspunkt på forældelsen end den første endelige afgørelse vedrørende erhvervsevnetabet den 27. august 2009. Denne begrundelse er i overensstemmelse med det principale anbringende, og der lægges således ikke vægt på, hvilket subjektivt kendskab til et krav medarbejderen måtte have, da sagen forældede den 27. august 2014.

Landsretten stadfæster ikke dette synspunkt, men lægger ved præmisserne afgørende vægt på det subjektive kendskab, medarbejderen måtte have til sit mulige krav. Af præmisserne fremgår således, at det er tidspunktet for anmodningen om genoptagelse, der skete efter den sociale afklaring, som er afgørende for, hvornår forældelsesfristen begyndte at løbe.

Landsrettens dom synes ikke umiddelbart at være i overensstemmelse med den gældende højesteretspraksis, idet der alene lægges vægt på medarbejderens sub-jektive kendskab til sit mulige krav. Det vides ikke om forskellen i præmisserne vil føre til en anmodning om 3. instansbevilling.

Sagen blev for byretten ført af advokat Safinaz Altintas og for landsretten ført af advokat Medea Plesner Petersen. Eventuelle spørgsmål vedrørende sagen eller dommene kan rettes til advokat Thomas Arleth.