To nye afgørelser om yngre personer og årsagssammenhæng.
26-10-2022
Ankestyrelsens afgørelse af 16. september 2022
Ankestyrelsen har den 16. september 2022 truffet afgørelse i en arbejdsskadesag, hvor Kennedys på vegne af arbejdsskadeforsikringsselskabet har stævnet Ankestyrelsen.
Sagen vedrørte en arbejdsulykke, der fandt sted den 30. november 2017, idet skadelidte, en på ulykkestidspunktet 32-årig kvinde, på sin arbejdsplads faldt ned fra en stige ved lav højde og slog nakken og baghovedet ned i gulvet.
Forud for arbejdsulykken havde skadelidte en løs tilknytning til arbejdsmarkedet med sygemeldinger grundet psykiske problemer og en tidligere arbejdsskade i 2012. Skadelidte havde endvidere problemer med lænden, hovedpine og nakkesmerter og tog derfor store mængder af smertestillende medicin. Skadelidte forsøgte – uden held – at opnå attest på kronisk sygdom med henblik på at få bevilget en kommunal § 56-aftale før ulykkens indtræden.
Efter den omhandlede arbejdsulykke klagede skadelidte hovedsageligt over hovedpine og smerter i nakken med udstråling til venstre skulder. Skadelidte var efter arbejdsulykken kortvarigt sygemeldt og efterfølgende igennem et kommunalt jobafklaringsforløb, hvor hun havde en del fravær og et ustabilt fremmøde.
Under arbejdsskadesagens forløb traf Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (herefter AES) den 25. februar 2019 afgørelse om anerkendelse af arbejdsulykken og om méngraden.
AES anerkendte ulykken som en arbejdsulykke, og den anerkendte arbejdsskade bestod i forværring af hovedpine og nakkesmerter, hvortil AES vurderede skadelidtes méngrad til 8 %. Der blev ikke foretaget fradrag for de forudbestående gener.
AES traf den 29. april 2019 afgørelse om erhvervsevnetabet, hvorved AES vurderede, at skadelidte havde et midlertidigt erhvervsevnetab på 85 %. Der blev heller ikke her foretaget fradrag for de forudbestående gener, idet de forudbestående gener fra nakken og spændingshovedpinen ifølge AES med overvejende sandsynlighed ikke ville have påvirket skadelidtes erhvervsevne i nær fremtid, hvis arbejdsskaden ikke var sket.
Arbejdsskadeforsikringsselskabet ankede AES’ afgørelse om erhvervsevnetab til Ankestyrelsen, hvorefter Ankestyrelsen traf afgørelse den 16. januar 2020, der stadfæstede AES’ afgørelse.
Ankestyrelsen vurderede, at de forudbestående gener var uden betydning for sagen, idet de ikke havde medført længerevarende sygemeldinger. Ankestyrelsen lagde herudover vægt på méngraden og på, at skadelidte i marts 2019 blev diagnosticeret med kroniske komplekse smerter (bodily distress disorder), som ikke efter Ankestyrelsens vurdering skulle give anledning til et fradrag, idet lidelsen med overvejende sandsynlighed ikke ville være indtrådt uden arbejdsskaden.
Herefter udtog arbejdsskadeforsikringsselskabet stævning mod Ankestyrelsen, hvorefter Ankestyrelsens afgørelse af 16. januar 2020 var til prøvelse under retssagen.
Under retssagens forberedelse fremkom Retslægerådet med en udtalelse vedrørende årsagssammenhæng. I sin udtalelse fandt Retslægerådet, at arbejdsulykken den 30. januar 2017 alene havde medført forbigående og let hovedpine. Retslægerådet vurderede herudover, at ingen af de symptomer og lidelser, som skadelidte klagede over, med over 50 % sandsynlighed skyldtes arbejdsulykken den 30. november 2017.
Ankestyrelsen genoptog som følge af Retslægerådets udtalelse herefter sagen, og fremkom således med sin afgørelse den 16. september 2022, hvorved Ankestyrelsen vurderede, at skadelidte ikke havde ret til erstatning for tab af erhvervsevne.
Ankestyrelsens lagde vægt på Retslægerådets udtalelse, og særligt Retslægerådets vurdering af, at arbejdsulykken alene havde medført forbigående og let hovedpine. Ankestyrelsen vurderede derfor, at en forbigående og let hovedpine ikke kunne medføre et erhvervsevnetab, hvorfor Ankestyrelsens afgørelse af 16. januar 2020 var i strid med Retslægerådets udtalelse, hvilket var en væsentlig sagsbehandlingsfejl.
Ankestyrelsen vurderede endeligt, at afgørelsen af 16. januar 2020 var ugyldig, hvorfor afgørelsen af 16. september 2022 trådte i stedet for afgørelsen af 16. januar 2020.
Alle tidligere afgørelser om erhvervsevnetab blev tillige ophævet, og AES skulle herefter tage stilling til, om Retslægerådets udtalelse gav grundlag for genoptage AES’ afgørelse af 25. februar vedrørende anerkendelse og méngraden.
Arbejdsskadeforsikringsselskabet fik således herved fuldstændigt medhold i den i retssagen nedlagte påstand.
Ankestyrelsens afgørelse af 29. september 2022
Den 29. september 2022 traf Ankestyrelsen afgørelse i en endnu en arbejdsskadesag, hvor Kennedys på vegne af arbejdsskadeforsikringsselskabet havde stævnet Ankestyrelsen. I denne sag var både Ankestyrelsen og AES blevet stævnet.
Denne sag vedrørte en hændelse, der fandt sted den 15. juni 2018. Hændelsen skete, idet skadelidte, en på tidspunktet for hændelsen 21-årig ung mand, kørte på en plukketruck og plukkede varer og stødte sammen med en anden plukketruck på sin arbejdsplads.
Forud for hændelsen var skadelidte nakke- og rygrask, mens skadelidte havde en socialt belastet baggrund med en løs tilknytning til arbejdsmarkedet.
Skadelidte klagede efter hændelsen over konstante smerter i hele ryggen og nakken samt konstant hovedpine. Skadelidte blev efter hændelsen sygemeldt fra sit arbejde.
Der blev under arbejdsskadesagens forløb til brug for AES’ vurdering af sagen blandt andet indhentet en speciallægeerklæring. Heri konkluderede speciallægen, at der var uoverensstemmelse mellem traumet, følgerne og den objektive undersøgelse. Dette skyldtes særligt, at traumet efter speciallægens vurdering havde været af særdeles ringe karakter, at skadelidte ved den objektive undersøgelse havde været stort set intakt, samt at skadelidte ifølge speciallægen virkede symptomfikseret ved undersøgelsen.
AES traf afgørelse om anerkendelse og méngrad den 24. september 2019, hvorefter AES anerkendte hændelsen den 15. juni 2018 som en arbejdsskade, idet AES vurderede, at der var tidsmæssig og medicinsk årsagssammenhæng mellem arbejdsulykken og skaden, eftersom skadelidte blev behandlet på skadestuen umiddelbart efter ulykken. AES fastsatte herudover skadelidtes méngrad til 12 % for lænderygs- og nakkesmerter.
Arbejdsskadeforsikringsselskabet ankede AES’ afgørelse, idet det var selskabets opfattelse, at hændelsen ikke var egnet til at medføre varige gener. Ankestyrelsen stadfæstede herefter AES’ afgørelse i sin afgørelse af 8. juni 2020.
Herefter fremsendte arbejdsskadeforsikringsselskabet en anmodning om genoptagelse til Ankestyrelsen, idet selskabet fremsendte oplysninger fra arbejdsgiveren om, at sammenstødet mellem de to plukketrucks skete med en hastighed på 5 km/t, ligesom der ingen materiel skade var på de to plukketrucks efterfølgende.
Ankestyrelsen afviste herefter at genoptage sagen, hvorefter arbejdsskadeforsikringsselskabet udtog stævning. Ankestyrelsens afgørelse af 8. juni 2020 om anerkendelse og AES’ afgørelse af 24. september 2019 vedrørende méngrad var herefter til prøvelse.
Der blev under retssagens forberedelse indhentet skønserklæringer fra Dancrash, som viste, at der ved sammenstødet mellem de to plukketrucks var en helt minimal kraftpåvirkning på nakken og lænderyggen på den dummy, som Dancrash benyttede som testperson ved undersøgelsen.
Retslægerådet fremkom herefter med sin udtalelse den 30. maj 2022. Retslægerådet vurderede, at hændelsen den 15. juni 2018 var et lavenergitraume uden strukturel skade på væv eller neurologisk påvirkning, og at hændelsen dermed ikke var egnet til at udløse varige symptomer.
Som følge af Retslægerådets udtalelse genoptog Ankestyrelsen sagen, og Ankestyrelsen fremkom med en afgørelse den 29. september 2022, hvorefter Ankestyrelsen vurderede, at skadelidtes smerter i ryggen og nakken ikke var en arbejdsskade.
Ankestyrelsen lagde vægt på Retslægerådets vurdering, herunder blandt andet, at hændelsen ikke var egnet til at udløse varige symptomer. Ankestyrelsen fandt derfor, at Retslægerådets vurdering påviste et væsentligt fejlskøn i det tidligere sagsforløb, hvorfor Ankestyrelsens afgørelse af 8. juni 2020 om anerkendelse var ugyldig.
Kennedys’ kommentar
De to sager ligner hinanden idet der er tale om relativt unge personer, som både fysisk og socialt har noget med i bagagen.
Der er tidmæssig sammenhæng imellem et større eller mindre traume og en efterfølgende sygemelding, subjektive helbredsmæssige klager og påbegyndelsen af et socialt forløb.
Det virker til, at Ankestyrelsen i denne type sager har haft svært ved at vurdere beviskravene til følgerne efter hændelserne. Begge sager anerkendes og der udmåles méngrad, ligesom man i den ene sag når at træffe afgørelse om et betydeligt erhvervsevnetab. Den korrekte lægelige vurdering burde have ført til en primær afgørelse om, at der ikke var helbredsmæssige følger i et sådant omfang, at hændelserne kunne anerkendes som ulykker efter arbejdsskadesikringsloven.
Det er beklageligt, at de pågældende personer skal trækkes igennem et sagsanlæg mod Ankestyrelsen, men virkeligheden er, at særligt den unge alder gør, at selskabernes reserver på denne type sager er betydelige. Selskaberne er derfor nødt til at forholde sig kritisk til afgørelserne og søge dem omgjort når grundlaget herfor er tilstede.
Sagerne blev for arbejdsskadeforsikringsselskaberne ført af advokat Thomas Arleth og advokatfuldmægtig Karoline Ulnits, hvortil eventuelle spørgsmål kan rettes.
